Der er som regel en dimension, der allerede et par år i træk giver det samme billede. Beslutningsrettigheder der ikke bevæger sig med organisationen, eller data der aldrig kommer i orden, eller en tilsynskultur der ikke ændrer sig under noget program overhovedet. Reflexen er at spørge, hvad man kan gøre ved det. Det er ikke det første spørgsmål. Det første spørgsmål er, hvad den score egentlig siger, og det er mindre selvfølgeligt, end det ser ud til.
En dimension der sidder fast kan betyde tre ting. Det kan være et strukturelt problem, som ingen løser, fordi ingen ejer det. Det kan også betyde, at dimensionen for denne ambition slet ikke tæller så tungt, som man tror, og at scoren nok er korrekt, men bekymringen overdrevet. Og det kan, mindre komfortabelt, betyde, at målingen selv ikke stemmer godt overens med, hvad der sker i praksis, hvorved samme resultat gentages år efter år, uden at nogen kontrollerer, om spørgsmålet stadig er det rigtige. Den, der ikke gør den sondring, bliver enten ved at bekæmpe et problem, der måske ikke er et problem, eller ignorerer et problem, der ganske rigtigt er et problem.
Grunden til, at denne sondring nu er vigtig, er den forskydning der allerede pågår i dele af hver virksomhed. AI overtager opgaver, dels med menneskeligt tilsyn der godkender eller afviser med begrundelse, og til tider forbliver det menneskeligt arbejde. Den forskydning ændrer, hvad en dimension som beslutningsrettigheder eller datakvalitet betyder. En beslutningsrettighed der tidligere primært handlede om, hvem der sætter sin underskrift, handler nu også om, hvem der må godkende et AI-resultat, og på hvilke grunde det kan afvises. En dimension der for tre år siden scorede lavt af grund A, kan nu score lavt af grund B, mens tallet forbliver identisk. Det er præcis derfor en score uden kontekst siger så lidt: den måler en tilstand, ikke grunden til den tilstand, og den grund ændrer sig i takt med, hvad der sker i selve arbejdet.
I den ene virksomhed er dette allerede gennemført: tilsynsroller er blevet beskrevet på ny, beslutningsrettigheder er koblet til den type arbejde, der overdrages. I den anden virksomhed ligger den gamle beskrivelse af dimensionen stadig bare på hylden, og år efter år afkrydses samme boks, uden at nogen spørger, om den stadig passer til arbejdet, som det udføres nu. Forskellen ligger ikke i ambition eller budget, den ligger i, om nogen har stillet spørgsmålet, hvad dimensionen egentlig måler nu.
Et par situationer, hvor en lav score i sig selv ikke bærer nogen konklusion. Hvis dimensionen er målt mod en ambition, der siden er blevet justeret, måler De et gammelt spørgsmål med et nyt svar. Hvis scoren er indberettet af én afdeling, der ikke kender billedet fra resten, er usikkerhedsspændet større, end scoren selv viser. Og hvis den forrige måling er et år eller mere gammel, mens opgaver i mellemtiden allerede er flyttet til AI med tilsyn, måler De noget, der faktisk allerede er overhalet af praksis. I hvert af disse tilfælde er den rette reaktion ikke en handlingsplan, men først en ny, mere skarp måling.
Der ligger også grænsen for, hvad en test som denne kan. Den giver et billede af parathed på et givet tidspunkt, med den usikkerhed der hører til enhver vurdering: hvor entydigt de otte dimensioner er defineret for denne organisation, hvor repræsentative svarene er for hele direktionen og ikke kun for ét perspektiv, og hvor aktuel den underliggende praksis stadig er. En score der er fastlagt for seks måneder siden siger noget om dengang. Sondringen mellem at være klar og at være begejstret for en ambition er relevant her: en dimension kan sidde fast, fordi organisationen ikke kan, eller fordi ingen vil, og det er to forskellige problemer med to forskellige næste skridt.
Nytten af gentagen måling er ikke, at den løser problemet. Nytten er, at den synliggør, hvilken ambition organisationen strukturelt ikke kan klare, uden at det bliver bortforklaret som en enkeltstående hændelse. Den, der vil vide hvordan man genkender en ambition organisationen ikke kan klare, finder der, at et tilbagevendende lavt tal på samme dimension er præcis det signal, forudsat at målingen selv er aktuel. Fem confidence gates i ambitionstesten findes for at gøre netop den forskel klar mellem et problem, der kræver opmærksomhed, og en måling, der kræver opmærksomhed.
Hvis tre dimensioner samtidig sakker bagud, er spørgsmålet ikke, hvilken der løses først, men hvilken rækkefølge man skal følge, når flere dimensioner samtidig sakker bagud, for ikke enhver mangel vejer lige tungt for enhver ambition. Det hænger sammen med det underliggende spørgsmål om, hvilket arbejde i denne virksomhed reelt kan overtages af AI, hvilket besvares opgave for opgave med arbejdsscanningen fra FTE TO AI.
Om personalebeslutninger der eventuelt kunne følge af et sådant resultat, gælder det, at der for disse gælder egne lovmæssige krav, uafhængigt af hvad en parathedsmåling viser.
Den gratis parathedscheck består af otte korte spørgsmål, ét pr. dimension, og giver et billede af, hvor organisationen står længst og mindst fremme, uden at der klæbes et råd eller en konklusion fast på det. Den fulde ambitionstest, med de fire lag og capability-tilbageoversættelsen til roller og beslutningsrettigheder, er under opbygning.
Vertel wat u wilt bereiken, dan kijken we samen wat daarvoor moet staan.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.