Når De spørger, hvad det koster at gøre strategi og governance klar til AI, spørger De egentlig om noget andet: hvor ligger det arbejde, der endnu ikke er gjort, og hvor meget tid fra hvem går der i det. Det er ikke et spørgsmål, der kan besvares med et beløb, før det er kendt, hvad ambitionen præcis forudsætter. En ambition, der indebærer AI-arbejde, kræver andre ting af en direktion end den samme ambition uden AI. Ikke fordi AI ændrer strategien, men fordi strategien pludselig forudsætter beslutninger, som der tidligere ikke var: hvem godkender, når et AI-system kommer med en anbefaling, hvem er ansvarlig, hvis det går skævt, og på hvilket niveau bliver det diskuteret.
Strategi og governance er klar til AI, når et direktionsteam mener det samme om tre ting: hvilken ambition der ligger, hvilke beslutninger der forskydes i den forbindelse, og hvem der må tage disse beslutninger. I praksis er det ofte ikke ambitionen, der mangler, men oversættelsen af den. En vision taler om "AI-drevet beslutningstagning", men ingen har fastlagt, hvad det betyder for det møde, hvor et menneske stadig tager den afgørende beslutning. Det gab mellem vision og target state er præcis, hvad ambitionstesten ser på: fire lag, fra vision til konkret målsituation, testet på, om organisationen allerede kan det, ambitionen forudsætter.
Den mærkbare forskel ligger ikke i et nyt policy-dokument. Den ligger i selve mødet. I en organisation, hvor governance er klar, findes der en liste over beslutninger, som AI må forberede, en liste over beslutninger, som AI må tage med menneskelig godkendelse bagefter, og en liste, der forbliver menneskearbejde, fordi ansvaret eller konteksten kræver det. I en organisation, hvor det arbejde endnu ikke er gjort, bliver det spørgsmål stillet igen fra sag til sag, oftest under tidspres, oftest af den person, der netop tilfældigvis sidder i rummet. Den forskel kan ikke ses på entusiasmen for AI, den kan ses på dagsordenen.
Forskellen ligger sjældent i teknologien. Den ligger i, om der allerede har været et tidspunkt, hvor en direktion blev tvunget til at gøre beslutningsrettigheder explicitte. Virksomheder, der kommer fra en fusion, fra en stærkt reguleret sektor, eller som tidligere har haft at gøre med outsourcing, har ofte allerede gjort denne øvelse for et andet emne. For dem er oversættelsen til AI et spørgsmål om at justere det eksisterende framework. Virksomheder, hvor beslutningsrettigheder altid er forblevet implicitte, opdager først nu det tomrum, fordi AI er den første gang, hvor "hvem beslutter egentlig dette" ikke kan afklares med et klap på skulderen.
Arbejdet ligger i fem momenter, hvor en direktion skal udtale sig, ingen af dem er tekniske. For det første: er ambitionen selv skarp nok til at kunne testes, eller er det stadig en intention. For det andet: er der enighed om, hvad målsituationen konkret betyder for roller, ikke kun for resultater. For det tredje: er det klart, hvem der må godkende eller afvise hvilken beslutning, og med hvilken begrundelse. For det fjerde: findes der en måde at se, om organisationen kommer tættere på den målsituation, uafhængigt af om fornemmelsen er god. For det femte: findes der et sted, hvor indvendinger mod ambitionen selv stadig kan landes, før udførelsen allerede er begyndt. Det er præcis, hvorfor spørgsmålet om, hvorvidt en strategi nogensinde bliver mere end et dokument ligger så tæt op ad dette: governance er stedet, hvor en strategi for første gang skal blive konkret, eller aldrig bliver det.
Når dette arbejde først er gjort, forskydes der noget i direktionens egen fte-kapacitet. Tid, der nu går til at genargumentere, hvem der beslutter hvad om, frigøres til faktisk at justere kursen. Det er ikke et løfte om, hvor mange timer det er, det afhænger af, hvor mange beslutninger i denne organisation der stadig er implicitte, og hvor ofte de kommer tilbage. Det er heller ikke en udskiftning af mennesker: det er en skarpere afklaring af, hvem der har ansvaret for hvad, noget der er uafhængigt af personalebeslutninger, og hvis disse kommer på tale, gælder der andre lovkrav end de, der er relevante her.
Governance står ikke isoleret fra de andre dimensioner. En beslutning om, hvem der godkender AI-anbefalinger, berører umiddelbart spørgsmålet om, hvad det kræver at gøre processer og driften klar til AI, fordi et godkendelsestrin kun fungerer, hvis processen har plads til det. Og en beslutningsrettighed kan først kontrolleres, når der er noget at måle, hvilket forbinder det til spørgsmålet om, hvad det kræver at gøre performancemåling klar til AI. Den, der betragter disse dimensioner isoleret, går glip af, at den enes gereedhed bestemmer den andens hastighed.
Det underliggende spørgsmål, hvilket arbejde i denne virksomhed reelt kan overtages af AI, besvares med FTE TO AI's workscan opgave for opgave, ikke med et skøn på direktionsniveau. For det spørgsmål, der er centralt på denne side, findes der den gratis gereedhedscheck: otte korte spørgsmål, ét per dimension, som på få minutter viser, hvor Deres organisation er kommet længst, og hvor den endnu ikke er. Den fulde ambitionstest, med de fire lag og de fem confidence gates, er under udvikling.
Vertel wat u wilt bereiken, dan kijken we samen wat daarvoor moet staan.
Answers come from this site’s knowledge base. Not tailored advice, and not a scan of your company.